Ideen til de her pandekager opstod ret tilfældigt ud af det blå. Jeg elsker pandekager, ricotta og citron og derfor måtte jeg da lave denne opskrift. Det var i virkeligheden super nemt, da første omgang bare blev super god og helt perfekt! Det er en af de bedste opskrifter jeg længe har lavet. Den fungerer bare og jeg ved det kommer til at blive en fast genganger. De kommer også straks på alle mine kostplaner til dem af mine klienter der elsker pandekager, ricotta og citron lige så meget som mig!
Pandekager med ricotta og citron
Forb. tid10 min
Tilb. tid10 min
Samlet tid20 min
Antal: 8 stk
Ingredienser
- 1 stk citron (citronskal heraf)
- 125 g ricotta (den fra Galbani, se billede)
- 75 g hvedemel
- 25 g havregryn (jeg brugte grovvalsede)
- 1 knivspids salt
- 1-2 tsk bagepulver
- 1-2 tsk vaniljesukker
- 1 stk æg
- 1 dl havredrik (almindelig mælk kan også bruges)
- kokosolie (til at stege i)
Sådan gør du
- Start med at blande hvedemel, havregryn, salt, bagepulver og vaniljesukker sammen i en skål.
- Pisk sammen med havredrik, æg, revet citronskal og ricotta (det skal være tykt).
- kom lidt kokosolie på en pande og fordel pandekagerne.
- Steg indtil de er gyldne på begge sider ved middel varme.
Serveringsforslag
Server med ricotta blandet med citronsaft og vaniljesukker + friske blåbær. Til enten morgenmad, dessert eller mellemmåltid.
Næringsinhold:
378 kJ/ 90 kcal pr. pandekage
Protein 3g, kulhydrat 12g, kostfibre 1g, fedt 3g
1 portion med 3 pandekager, 30g ricotta rørt med 1 tsk vaniljesukker og 1 tsk citronsaft + 30g friske blåbær = 356 kcal (se billede herunder)

Skriv et svar