Fyldte søde kartofler er en ret ny opdagelse for mig. Jeg har så længe jeg kan huske fået fyldte bagekartofler og altid syntes at det smagte super lækkert. Derfor fik jeg lyst til at udvikle en opskrift uden kød og med sød kartoffel i stedet for bagekartoffel. Den søde kartoffel indeholder næsten dobbelt så mange kostfibre, som den almindelige bagekartoffel.
Det er virkelig lækkert og mætter rigtig godt, hvilket især skyldes det høje indhold af kostfibre, men også en god mængde protein.
Fyldte søde kartofler
Antal: 2 Portioner
Udskriv
Pin Recipe
Ingredienser
- 440 g sød kartoffel (2 stk)
- 2 dl kikærter
- 0,5 dl sorte bønner
- 1 tsk paprika
- 1 tsk chilipulver
- salt og peber
- 10 g kokosolie (til stegning af bønner og kikærter)
Guacemole
- 100 g avocado
- 40 g græsk yoghurt 2%
- 0,5 fed hvidløg
- 2 tsk citronsaft
Topping
- 60 g revet mozarella 15%
- 30 g feldsalat
Tomatsalsa
- 100 g tomater
- 15 g rødløg
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
- Skær et kryds i de søde kartofler og sæt dem i ovnen i 30-35 min, til de er helt bløde i midten.
- Kom kokosolien på en pande og steg kikærter og sorte bønner sammen med krydderierne.
- Hak tomaterne og rødløget småt og bland sammen.
- Kom avocado, græsk yoghurt, citronsaft og hvidløg i en skål og blend til en cremet guacemole.
- Når kartofler er bløde i midten tages de ud af ovnen og åbnes op (lidt af kartoflen skrabes ud).
- Fyld bønner og kikærter i kartoflerne og top med revet mozarella.
- Kom kartoflerne tilbage i ovnen (med lidt sølvpapir i bunden) i 5 min til osten er smeltet.
- Server med tomatsalsa, frisk salat og guacemole.
- TIP: kartoflerne kan også laves på grillen om sommeren.
Serveringsforslag
Server til aftensmad eller frokost. Opskriften er nok til et helt måltid og det er derfor ikke nødvendigt at supplere med ekstra salat eller andet tilbehør.