Halloween kage med græskar
Jeg har valgt at lave denne halloween kage efter samme opskrift som mine lækre græskarmuffins. Den er dejlig krydret og varm i smagen med alle krydderierne og så passer den perfekt til årstiden med græskar. Jeg er helt vild med kager der indeholder græskar, squash og gulerod. Det skyldes nok den varme smag, som jeg vildt godt kan lide og svampede konsistens. Cream cheese på toppen med citron gør den bare ekstra lækker!
Opskrift på halloween kage med pynt
Jeg har valgt at pynte kagen med et fint spindelvæv, som jeg har lavet med spiseligt guldskrift. Jeg tænkte også på at pynte kagen med nogle små lakrids edderkopper, men det kunne jeg ikke lige få fat i. Det er kun fantasien der sætter grænser for hvordan den kan pyntes og jeg tænker det er et hyggeligt projekt sammen med børnene.
Græskarkage
Hvis man nu ikke er til græskar så kan kagen også sagtens laves med gulerod eller squash. Her kan samme opskrift bruges og ellers kan min opskrift på påskekage med squash bruges i stedet.
Jeg tog kagen med hjem til min gode ven og der spiste vi den sammen med en kop kaffe. Hans lille søde datter på 3 år spiste også med og vi fik alle 2 stykker ! 😍
Halloween kage
Ingredienser
Kagen
- 150 g hokkaido (skrællet)
- 50 g smør
- 50 g hvidt sukker
- 75 g brun farin
- 1 æg
- 1 dl havredrik el. minimælk
- 150 g hvedemel
- 2 tsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 nip stødt chili
- 2 tsk bagepulver
Cream cheese
- 75 g smør
- 150 g flormelis
- 100 g flødeost neutral (ikke light)
- 1 citron (revet citronskal)
Sådan gør du
Kagen
- Start med at skrælle og skære hokkaidoen i små stykker og kom den i en gryde sammen med lidt vand.
- Lad hokkaidoen simre i en gryde i ca. 10-15 min. indtil den er helt blød
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Pisk imens blødt smør, sukker og brun farin sammen i en skål
- Tilsæt de bløde hokkaidostykker og mos dem med en gaffel.
- Rør havredrik og æg sammen med hokkaido, smør, brun farin og sukker
- Tilsæt til sidst mel, kanel, kardemomme, vaniljesukker, bagepulver og stødt chili og rør det godt sammen
- Fordel dejen i en rund form og bag den i ovnen i ca. 25-30 min.
- Tjek om den er færdig ved at stikke en gaffel i midten af kagen.
- Hvis der er kagedej på gaflen, skal den have lidt længere.
- TIP: størrelsen på formen er ikke så vigtig, da det kun har betydning for hvor høj kagen bliver og hvor stor en overflade cream cheesen fordeles over.
Cream cheese
- Pisk smøret og tilsæt langsomt flormelis mens der piskes.
- Når smøret er hvidt og cremet tilsættes flødeosten og citronskallen og røres forsigtigt i.
- Smør cream cheesen ud med en kniv eller kom i en sprøjtepose og sprøjt på kagen med en fin tyl (kagen skal være kølet helt af først).
Serveringsforslag
Næringsindhold
1375 kJ/ 327 kcal pr. stykke. Protein 3,4g, kulhydrat 45,4g, kostfibre 1,8g, fedt 14,6g.Følg Pigen i køkkenet på sociale medier
Husk at gå ind og følge mig på de sociale medier, hvor jeg deler opskrifter, videoer, tips og tricks og glimt fra min egen hverdag, træning og kost. Du kan følge mig på Instagram, facebook og pinterest.
Pingback: Bagt græskar ⎜Ovnbagt hokkaido