Fastelavnsboller er simpelthen bare godt! Jeg elsker den tid på året, hvor det vrimler med dem alle steder. For mig sluttes den perfekte gåtur søndag formiddag af med en god fastelavnsbolle.
Jeg elsker de mange forskellige lækre valgmuligheder der findes af fastelavnsboller hos de forskellige bagere rundt i København. Men som med alt andet mad kan jeg jo godt lide at lave tingene selv og stå i køkkenet.
Derfor har jeg udfordret mig selv lidt på at lave en lækker fastelavnsbolle, som skulle kunne hamle op med alle de lækre der findes hos bagerne. Og det må jeg bare sige, at de her gør!
Som ofte synes jeg at fastelavnsboller med wienerdej er lækrest, men de her med ekstra creme i kan altså virkelig også noget.
Jeg synes tit at gammeldags fastelavnsboller bliver lidt kedelige og tørre og derfor har jeg valgt at fylde dem her med ekstra creme efter de har været i ovnen. Virkelig lækkert! Prøv også mine andre fastelavnsboller med æblekompot og vaniljecreme.
Fastelavnsboller
Ingredienser
Gærdej
- 25 g gær
- 1,5 dl sødmælk
- 100 g smør
- 400 g hvedemel
- 1 tsk kardemomme
- 50 g brun farin
- 2 stk æg (1 til dejen og 1 til pensling)
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 knivspids salt
Vaniljecreme
- 1 stk æg
- 1 stk æggeblomme
- 2,5 dl sødmælk
- 3 spsk sukker
- 1 spsk maizena majsstivelse
- 3 spsk vaniljesukker (eller 1/2 vaniljestang)
- 2,5 dl piskefløde (til at piske halvdelen af cremen op efter bollerne har været i ovnen)
Hindbærkompot
- 200 g frosne hindbær
- 3 spsk brun farin
- 100 ml vand
- grøn melatin (eller andet geleringspulver)
Pynt
- 250 g flormelis
- kogende vand
- frugtfarve eller saftevand
- frysetørrede hindbær
Sådan gør du
Vaniljecreme
- Start med at lave vaniljecremen (gerne dagen før du samler dine fastelavnsboller eller nogle timer så den bliver helt kold).
- Kom æg, æggeblomme, maizena og sukker i et højt blender glas og pisk det godt sammen.
- Kom sødmælk og vaniljepulver i en gryde og giv et hurtigt opkog under omrøring.
- Hæld sødmælken og vaniljen over i blenderglasset sammen med æggemassen.
- Rør det kort sammen og kom så tilbage i gryden igen.
- Pisk grundigt ved middel varme indtil cremen bliver tyk (stop lidt før cremen bliver alt for tyk og skiller).
- Lad cremen køle af og blive helt kold (her røres der i cremen jævnligt).
- Halvdelen af vaniljecremen bruges til at fylde i fastelavnsbollerne og den anden halvdel bruges til at piske sammen med fløde og fylde i bollerne efter de har været i ovnen.
Hindbærkompot
- Band hindbær, lidt vand og brun farin i en gryde.
- Lad det simre under låg i nogle minutter til bærene er kogt.
- Til sidst hældes geleringspulveret på toppen af kompotten i gryden og røres sammen med.
- Derefter fyldes hindbærkompotten på glas og skal nu køle helt af og blive mere fast i køleskabet.
Gærdej
- Smelt smøret i en gryde.
- Bland gær og sødmælk sammen i en skål.
- Tilsæt det smeltede smør lidt ad gangen og blød gæren helt ud.
- Tilsæt kardemomme, vaniljesukker, brun farin, salt og æg og rør godt sammen.
- Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt godt sammen.
- Lad dejen hæve tildækket og lunt i ca. 60 min.
Fyld af bollerne
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Når dejen har hævet rulles den ud på et bord ad to omgange (se billede).
- Dejen skæres ud i 12 firkanter i alt.
- På hver firkant fordeles 1-2 tsk hindbærkompot og 1 spsk vaniljecreme.
- Hvert hjørne foldes ind mod hinanden og trykkes sammen med lidt vand.
- Sørg for at lukke fyldet helt inde i bollerne så det ikke løber ud under bagningen.
- Fordel alle 12 fastelavnsboller på 2 bageplader og lad dem efterhæve i ca. 45 min overdækket og lunt.
- Når bollerne har hævet pensles de med æg og bages i ovnen i ca. 10-12 min.
Pynt og fyld af ekstra creme
- Når bollerne er kommet ud af ovnen og kølet helt af fyldes de med ekstra fyld og pyntes med glasur.
- Start med at piske fløden til en let flødeskum.
- Bland herefter den resterende halvdel af vaniljecremen sammen med flødeskummen til en luftig vaniljecreme.
- Vaniljecremen fyldes på en sprøjtepose med en lille tyl (ellers klippes et hul i hjørnet af en pose).
- Til glasuren blandes flormelis, vand og frugtfarve sammen i en skål til en glasur (ikke for tyk).
- Der laves et lille hul i siden af hver af bollerne, hvor sprøjteposen stikkes ind og der fyldes herefter op med ekstra creme i bollerne.
- På toppen pyntes hver fastelavnsbolle med glasur og frysetørrede hindbær.
- Nyd dem med det samme eller gem en dag.