Denne opskrift på focaccia brød har jeg efterhånden brugt i mange år. Den er simpel og nem og bliver lige lækker hver gang. Jeg bruger oftest focaccia brød til suppe, pasta/risotto, buffet og tapas. Hver gang jeg har serveret det for gæster bliver jeg spurgt ind til opskriften og jeg har efterhånden sendt min note på telefonen med opskriften rundt til mange.
Af en eller anden årsag har jeg aldrig fået skrevet den ind her, men nu er det på tide. Det vil også gøre det nemmere for mig selv at kunne finde den her når jeg skal bage brødet, selvom jeg efterhånden kan den i hovedet.
Focaccia med rosmarin
Når jeg laver focaccia brødet bruger jeg smør, hvidløg, rosmarin og flagesalt som topping og til hullerne. Her kan man sagtens eksperimentere og prøve med løg, tomater, oliven, andre krydderurter osv.
Nem opskrift
Opskriften er super nem og kræver ikke den store erfaring med bagværk. Alle kan lave dette focaccia brød og det vil blive super lækkert. Prøv det sammen med min lækre kartoffelporre suppe eller min hokaidosuppe.
Sørg for at bruge en stor skål til brødet. Det hæver nemlig virkelig meget. Dejen skal gerne være godt tynd i det så den bliver dejlig luftig.
Focaccia
Ingredienser
- 25 g gær
- 4 dl vand
- 500 g hvedemel
- 3 spsl olivenolie
- 2 tsk salt
Fyld
- 50 g smør
- 1-2 fed hvidløg
- 1 håndfuld frisk rosmarin eller 1 spsk tørret rosmarin
Pynt
- 1 spsk flagesalt
- 1 håndfuld frisk rosmarin
Sådan gør du
- Opløs gæren i lunkent vand og bland derefter resten af ingredienserne sammen med en grydeske eller på en røremaskine.
- Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 60 min.
- Kom dejen i et ildfast fad med bagepapir i (eller olie) og lad dejen efterhæve i 30 min.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Bland 50g smør sammen med 1 spsk tørret rosmarin eller en håndfuld frisk hakket rosmarin (gem lidt til ovenpå brødet) og presset hvidløg.
- Prik huller i dejen med fingrene (kom lidt vand på fingrene) og fordel smørklatter i alle hullerne.
- Pensl brødet med vand og drys med flagesalt og frisk rosmarin.
- Bag brødet i ovnen til det begynder at tage farve i 15-20 min.
- Skær brødet ud i 8 skiver og del dem på midten, så der bliver 16 stykker brød.
Serveringsforslag
Næringsindhold
668 kJ/ 159 kcal pr. stk (16 stk i alt) Protein 3g, kulhydrat 23g, kostfibre 1g, fedt 6gFølg pigen i koekkenet på sociale medier
For mere inspiration følg pigen i koekkenet på instagram. Her bliver der også delt videoer af de forskellige opskrifter fra hjemmesiden og inspiration fra min egen hverdag og de måltider jeg spiser til daglig.
Del gerne mine opskrifter
Hvis i prøver nogle af mine opskrifter eller blot finder inspiration her på min hjemmeside, så del meget gerne billeder, videoer osv. Det skaber stor glæde hver gang jeg kan se at i nyder godt af mine opskrifter og det giver mig mod på at udvikle endnu flere til jer!
Hej hvor meget skal jeg gange op med for at lave brødet i en bradepande? 😊
Hej Janne. Jeg ville gange op med 2 eller 2,5 😊