Boller i karry med kylling og grøntsager
I denne opskrift på boller i karry med kyllingekødboller har vi brugt gulerødder og knoldselleri i små tern for at få lidt ekstra grønt i retten, men som samtidig er lidt skjult sammen med sovsen og kødbollerne. Hvis man ønsker endnu flere grøntsager i retten kan der også nemt tilføjes ærter.
Opskriften er lavet meget klassisk med en opbagt sovs, jævning og kogte kødboller. For at gøre retten lidt mere nytænkende har vi tilføjet grøntsagerne og skiftet svinekødet i kødbollerne ud med kyllingekød.
Generelt oplever jeg stor efterspørgsel på kalorielette versioner af de her klassiske danske retter, men som også indeholder fjerkræ i stedet for rødt kød og flere grøntsager. Jeg håber derfor i vil synes om denne opskrift. Jeg spiser ikke selv kød, men jeg måtte selvfølgelig smage på opskriften før jeg kunne godkende den til hjemmesiden og jeg må sige at jeg er imponeret.
Udvikling af opskrift
Denne opskrift er udviklet af min praktikant, Karen Gram, som er i praktik hos mig i perioden Februar-April 2024. I samarbejde aftaler vi uge for uge hvilke opskrifter der skal udvikles og så eksperimenterer Karen med at udvikle dem. Karen læser Ernæring og Sundhed på Københavns Professionshøjskole og er interesseret i opskriftudvikling. Med Karens interesse for opskriftudvikling og min erfaring får vi i samarbejde lavet en masse gode opskrifter til jer i den kommende periode.
Karen kommer primært til at udvikle opskrifter hvor der indgår kød, da jeg ikke selv spiser kød og derfor heller ikke udvikler opskrifter fra bunden med kød.
Tilbehør til boller i karry
Til denne opskrift har vi brugt æbletern og forårsløg på toppen. Her kunne også være brugt persille eller cashewnødder. Retten kan både serveres med brune ris, almindelige ris og blomkålsris afhængig af ønske for smag og kalorieindhold.
Er der flere kalorier i hvide ris?
Vælger du at erstatte de brune ris med hvide ris kan du bruge samme mængde og det vil give ca. samme kalorieindhold. Forskellen her er fiberindholdet som er højere i de brune ris. Fibre øger mæthedsfølelsen og indeholder flere vitaminer og mineraler. At vælge fuldkornsprodukter med fibre er et af de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen. Læs mere om kostrådet her.
Boller i karry
Ingredienser
Kødboller
- 500 g hakket kyllingekød (maks. 10% fedt)
- 1 løg
- 1 dl havregryn (35g)
- 1/2 dl hvedemel (30g)
- 1/2 dl minimælk (50g)
- 1 æg
Kogevand
- 1,5 l vand
- 1 terning bouillon (hønse eller grøntsag)
Karrysovs
- 1 spsk smør
- 1 spsk karrypulver
- 1 tsk gurkemeje
- 1 spsk hvedemel (10g)
- 6 dl minimælk (600g)
- 2 spsk hvedemel til jævnning (20g)
- 3 dl bouillonvand til jævning
- 2 gulerødder
- 150 g knoldselleri
- salt og peber
Topping
- evt. æble
- evt. forårsløg
Derudover
- 225 g brune ris el. hvide ris (rå)
Sådan gør du
- Hak løget fint og kom det op i en skål sammen med kød og de resterende ingredienser – rør det hele sammen til en fars.
- Form kødbollerne og kog dem herefter i en gryde med 1,5 liter vand og 1 terning hønseboullion. Gem kogevandet.
- Skær nu gulerødder og knoldselleri ud i små tern og kog dem i buillonvandet fra kødbollerne ca.10 min, mens saucen laves. Gem 3 dl af kogevandet.
- Sæt vand over til ris og kog i 12 min under låg og derefter 12 min hviletid.
- Kom smør i en gryde og svits karry samt gurkemeje af.
- Tilføj 1 spsk mel og pisk dette godt sammen.
- Tilføj nu 1 dl væske ad gangen mens du pisker – Først 3 dl af bouillonvandet og derefter 6 dl mælk.
- Lav derefter en jævning bestående af 2 spsk mel og 1 dl vand og pisk dette i saucen mens den får et opkog.
- Når saucen har fået den rette konsistens smages den til med salt og peber.
- Hæld nu grøntsagerne og kødbollerne i saucen.
- Retten serveres med ris og evt. æbletern samt forårsløg på toppen.
Serveringsforslag
Her er der brugt 150g blomkålsris pr portion.
Næringsindhold
2516 kJ/ 599 kcal pr. portion Protein 42g, kulhydrat 72g, kostfibre 7g, fedt 14gKan du lide denne opskrift?
Hvis du synes om denne opskrift er jeg sikker på, at du også vil synes om mine andre morgenmadsopskrifter som ligger inde i mit opskriftunivers lige her