Lasagne med grøntsager
Lasagne uden kød? Kan man overhovedet kalde det lasagne? Ja det kan man absolut og det kan smage mindst lige så godt. Jeg har allerede delt en opskrift på en vegetarisk lasagne, som har været meget populær blandt mine klienter. Denne opskrift er luksusudgaven og mere weekendvenlig end min anden opskrift på vegetarisk lasagne.
Lasagne opskrift nem, ja tak. Sådan tænker de fleste nok og lige netop derfor har jeg valgt at bruge færdiglavet mornaysauce og friske lasagne plader i denne version. Det betyder at det går hurtigere med en færdig mornaysauce og lasagnen skal ikke bage så længe når der bruges friske lasagneplader. På den måde kan man have en lasagne klar ret hurtigt.
I denne opskrift har jeg brugt plantefars fra Beyond Meat. Der er stor forskel på plantefars og det er bestemt ikke alle varianter der smager lige godt. Jeg synes at ovenstående og Naturli Minced er blandt de bedste når det skal ligne og smage af hakket oksekød.
Er du ikke så meget til en lasagne uden kød?
Plantefarsen i denne opskrift kan nemt skiftes ud med hakket oksekød maks. 10% Her vil kalorierne også være nogenlunde ens. Det vil også være muligt at bruge hakket kyllingekød.
I denne lasagne har jeg brugt soltørrede tomater og en masse gulerødder. Sammen med ost og panko rasp på toppen er det med til at give en vanvittig lækker smag. Denne lasagne indeholder flere lag og giver derfor også en lidt større mæthed.
Har du ikke friske lasagneplader kan du sagtens bruge tørre. Her skal du blot være opmærksom på at lasagnen skal have noget længere tid i ovnen. Start med at give den 30 min og se om det er nok.
Foodprep?
Kan du godt lide at lave mad klar til flere dage af gangen? Så er denne opskrift perfekt til formålet. Lasagnen kan fryses ned i stykker og nemt tages op og varmes når du skal bruge den. Lav også gerne dobbelt portion når nu du er i gang, så du har lidt ekstra til fryseren.
Lasagne
Ingredienser
Vegetarisk "kødsauce"
- 2 rødløg
- 3 fed hvidløg
- Olivenolie
- 2 ds hakkede tomater
- 300 g plantefars (Naturlig eller Beyond)
- 1 dl tomatpurre
- 1 dl grøntsagsbouillon (1 terning + 1 dl vand
- 140 g soltørrede tomater i olie (1/2 glas)
- 4 gulerødder
- salt og peber (efter smag)
- chili pulver (efter smag)
- muskatnød (meget lidt)
Andet
- 6 friske lasagne plader (Rana)
- 175 g revet mozarella
- 50 g panko rasp
- 500 ml mornaysauce (Karolines køkken el. Dolmio)
Sådan gør du
- Hvis du bruger Beyond meat plantefars, lad den da tø op lidt inden brug.
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Start med at hakke løg og hvidløg.
- Kom lidt olie i en pande
- Svits løg og hvidløg i et par minutter til de er klare.
- Tilføj plantefars til gryden og svits med yderligere i et par minutter.
- Kom tomatpurre, revede gulerødder og hakkede soltørrede tomater i gryden og rør godt sammen.
- Tilsæt hakkede tomater, krydderierne og grøntsagsbouillonen og lad saucen stå og simre lidt i et par minutter ved middel varme.
- "Kødsaucen" skal bruges til 4 lag, lasagnepladerne til 3 lag og mornaysaucen til 4 lag.
- Start med "kødsauce", derefter lasagne plader, top med mornaysauce. Gentag 3 gange.
- Slut af med et lag "kødsauce" efterfulgt af mornaysauce, revet ost og til sidst panko rasp.
- Bag i ovnen i 20 min.
- Server med lidt frisk basilikum og evt. lidt friske tomater.
Serveringsforslag
Næringsindhold
2457 kJ/ 585 kcal pr. portion Protein 30g, kulhydrat 53g, kostfibre 14g, fedt 26g
Går du og drømmer om en sundere hverdag med mere madro?
Jeg har hjulpet mange kvinder i gang med at prioritere sig selv igen. Først og fremmest ved at ændre på kostvaner som bidrager til negativ energi, træthed, manglende overskud og en tung følelse i kroppen/ oppustethed. Mine kostplaner indeholder alt slags mad og helt almindelig mad, men i de rette mængder. I mine forløb har jeg fokus på den generelle sundhed som udover kostvanerne også handler om det mentale. At prioritere ting i hverdagen som skaber glæde og god energi. Handlinger som kommer fra et selvkærligt sted. Alle positive handlinger smitter af på hinanden og derfor er disse også en vigtig del af en livsstilsændring. Læs mere om mine forløb og kostplaner under mine ydelser.
Pingback: Kyllingelasagne - Pigen i Køkkenet