Bagt pastalasagne med grøntsager og plantefars
Lasagne er en klassiker i de fleste hjem – og her får du en lidt lettere version, hvor grøntsagerne er blandet ind i saucen. Det giver en cremet lasagne, der stadig er fyldt med smag, men med et lavere kalorieindhold. Opskriften er en del af min 4 ugers komplette kostplan – En ny start, som er bygget op omkring hverdagsvenlige retter med fokus på balance.
Hvor mange kalorier er der i en bagt pastalasagne?
En portion af denne lasagne indeholder ca. 550 kcal. Og hvad svarer en portion så til? I mine opskrifter er der ikke angivet gram på portionerne fordi det kan variere virkelig meget afhængig af tilberedning, størrelse på grøntsager osv. Hvis man går op i antallet af kalorier i et måltid, så er det en god øvelse at lære at vurdere portioner på øjemål og ikke altid efter en vægt. Her betyder det altså, at 1 portion svarer til 1/6 af hele lasagnen, fordi opskriften giver til 6 portioner. Lige med lasagne er det nemmere at vurderer portionen da man kan skære den ud i nogenlunde lige store stykker. Det kan være sværere med en sammenkogt ret, men her er det også en god øvelse at vurdere på øjemål. Det er også sådan jeg opbygger mine skræddersyede kostplaner til aftenmåltidet. For mange er det også her, hvor man spiser sammen med familien og der er det praktisk at man ikke skal veje maden, samt en fordel når der er børn ved bordet.



Tips til servering
- Server med en frisk grøn salat, lidt cheasy fraiche eller lidt groft brød til (eller alt sammen😍)
- Brug plantefars for en grønnere version eller hakket oksekød, hvis du foretrækker det
- Lasagnen kan nemt fryses ned og gemmes i køleskabet – perfekt til foodprep !
En opskrift fra en af mine kostplaner
Denne opskrift stammer fra min 4 ugers komplette kostplan – en ny start. Kostplanen indeholder mere end 50+ lækre opskrifter til 4 uger på kostplan. Alle sammen hverdagsvenlige, som kan byttes rundt og tilpasses den enkeltes hverdag. En perfekt måde at kickstarte et vægttab på, og så er den noget billigere end en skræddersyet kostplan.

Bagt pastalasagne
Ingredienser
- 350 g pasta (rå vægt)
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- olivenolie til gryden
- 300 g plantefars (jeg bruger Naturli) el. hakket oksekød
- 200 g gulerod
- 1 squash
- 1 dåse hakkede tomater
- 2 spsk tomatpure
- 8 dl vand
- 1 terning grøntsagsbouillon
- 200 g revet mozarella 13-15%
- 50 g panko rasp (eller almindelig)
- 500 ml mornaysauce light
- 1 tsk chilipulver
- 2 tsk paprika
- salt og peber
- evt. frisk hakket basilikum på toppen
Fremgangsmåde
- Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
- Hak løg og hvidløg og svits i en gryde med lidt olivenolie.
- Tilsæt plantefars el. hakket oksekød og brun af.
- Riv gulerod og squash på et rivejern og kom i gryden sammen med alle krydderierne og tomatpure.
- Rør godt sammen og tilsæt så de hakkede tomater, den rå pasta og grøntsagsbouillonen (inkl. vand).
- Fordel i et fad i 3 lag.
- Start med pasta/kødsaucen, så mornaysauce, lidt revet ost og panko rasp.
- Fortsæt sådan i 3 lag, således at der er panko rasp øverst.
- Bag i ovnen i 45 min.
- Top evt. pastalasagnen med lidt frisk hakket basilikum og salt og peber.
- TIP: Kan serveres med en klat kold Cheasy fraiche.
Serveringsforslag
Næringsindhold
2310 kJ/ 550 kcal pr. portion Protein 32g, kulhydrat 65g, kostfibre 8g, fedt 16gFølger du Pigen i køkkenet på sociale medier?
Husk at gå ind og følge Pigen i køkkenet på de sociale medier, hvor du finder opskrifter, videoer, tips og tricks, træning mm. Du kan følge Pigen i køkkenet på Instagram, facebook og pinterest.
Bagt pastalasagne

