Kyllingelasagne med grøntsager
Dette er en opskrift på kyllingelasagne med spinat, gulerødder og squash. Opskriften er perfekt til en helt almindelig hverdag, hvor maden gerne må være mere kalorielet, men også smage godt.
For en hurtigere og nemmere version kan bechamelsaucen udskiftes med en færdiglavet light variant. Den vil indeholde samme mængde kalorier, som bechamelsaucen i opskriften. Lav med fordel dobbeltportion så der er ekstra til fryseren.
Udvikling af opskrift
Denne opskrift er udviklet af min praktikant, Karen Gram, som er i praktik hos mig i perioden Februar-April 2024. I samarbejde aftaler vi uge for uge hvilke opskrifter der skal udvikles og så eksperimenterer Karen med at udvikle dem. Karen læser Ernæring og Sundhed på Københavns Professionshøjskole og er interesseret i opskriftudvikling. Med Karens interesse for opskriftudvikling og min erfaring får vi i samarbejde lavet en masse gode opskrifter til jer i den kommende periode.
Karen kommer primært til at udvikle opskrifter hvor der indgår kød, da jeg ikke selv spiser kød. Derfor udvikler jeg sjældent opskrifter fra bunden med kød.
Lasagne med kylling og spinat
Med denne kyllingelasagne ønskede Karen at lave en mere kalorielet variant og har derfor brugt minimælk og fedtfattig ost i bechamelsaucen. Det er dog overhovedet ikke til at smage (Ja jeg har også smagt på opskriften, selvom jeg ikke spiser kød😁). Derudover har hun tilført forskellige grøntsager i form af spinat, gulerødder og squash som giver lasagnen en virkelig lækker smag og god mæthed. Lasagne går rigtig godt sammen med en frisk salat for at give noget mere fylde og mæthed, samt et friskt element til retten.
Vild med lasagne?
Hvis du er glad for lasagne vil du helt sikkert også synes om min Vegetarlasagne og min weekendvenlige luksus Lasagne 😍 . I denne opskrift vil det være nemt at skifte det hakkede kyllingekød ud med hakket oksekød eller plantefars, hvis man ønsker det i stedet.
Kyllingelasagne
Ingredienser
Kødsauce
- 1 løg
- 1 spsk olie til stegning
- 500 g hakket kyllingekød (maks. 10% fedt)
- 2 tsk oregano
- 2 tsk timian
- 1 squash, revet
- 2 gulerødder, revet
- 150 g spinat fra frost
- 140 g koncentreret tomatpuré
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 dl hønseboullion (1 terning + 1 dl vand)
- salt & peber
Bechamelsauce
- 4 dl minimælk
- 2 spsk majsstivelse
- 3 spsk koldt vand
- 50 g revet mozzarella (13-15% fedt)
- 1/2 tsk muskatnød
- 1 tsk groft salt
- lidt peber
Derudover
- 200 g fuldkornslasagneplader
- 80 g revet mozzarella (13%-15% fedt)
- 20 g rasp
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
- Hak løget fint og sauter det i en gryde med olien.
- Tilføj det hakkede kød med krydderierne og brun det af ved høj varme.
- Tilføj dernæst alle grøntsager, de hakkede tomater, tomatpurén og hønsebouillonen.
- Lad saucen simre mens bechamelsaucen laves. (Hvis muligt, lad den simre i god tid).
- Bring mælken i kog i en gryde, mens der røres i det.
- Bland majsstivelse med koldt vand til en jævning og kom den i mælken, mens du pisker.
- Skru ned for blusset og kom osten i under omrøring.
- Tilsæt salt, peber og muskatnød.
- Nu skal lasagnen samles, ved at der i et ovnfast fad skiftevis kommes et lag kødsauce, et lag bechamelsauce og lasagneplader i (4 lag lasagneplader i alt).
- Forsæt sådan og top til sidst lasagnen med revet mozzarella og rasp.
- Bag lasagnen i ovnen i 30 minutter.
Serveringsforslag
Næringsindhold
1756 kJ/ 420 kcal pr. portion Protein 34g, kulhydrat 42g, kostfibre 7g, fedt 11gFølg Pigen i køkkenet på sociale medier
Husk at gå ind og følge mig på de sociale medier, hvor jeg deler opskrifter, videoer, tips og tricks og glimt fra min egen hverdag og kost. Du kan følge mig på Instagram, facebook og pinterest.
Kostplan til vægttab
Hvis du leder efter en kostplan til vægttab, så skulle du tage at prøve min 4 ugers komplette kostplan, bikiniklar. Den indeholder bl.a denne opskrift på kyllingelasagne sammen med en masse andre lækre opskrifter. Kostplanen er på 1600 kcal i alt med 1400 kcal til hverdag og 1400 kcal til ugentlig buffer. Denne her opskrift indgår som et aftenmåltid den ene af de 4 uger. Hver uge er der ca. 4 forskellige opskrifter til aftensmad. Du finder kostplanen herunder.
Pingback: Lakselasagne - Pigen i Køkkenet